|
|
|
Han er mangeårig del af det danske musikliv og den, der bestemmer, hvad DR fylder i æteren på P3 og P4. Men Alex Nyborg Madsen er bare på SPOT10 for at networke og høre noget fedt musik.
- Det er selvfølgelig dejligt at høre noget ny musik. Men helt ærligt, så er koncerter ikke det, jeg bruger mest tid på, da jeg mest arbejder med indspillet musik, siger Alex Nyborg Madsen, som dog håber på nogle gode musikalske oplevelser.
Selvom den store forsanger i Savage Affair har 100 procent rock’n’roll rullende i årerne, har den største oplevelse indtil videre været af den stille slags.
- Jeg er helt vild med Teitur og var inde og høre ham ved åbningen torsdag, siger Alex Nyborg Madsen ved Lille Sal i Musikhuset.
Få minutter senere skal han ind i den lille sal og se Teitur igen. Han har ikke fået nok af den færøske sanger. - Det er en fantastisk musikstil, og han er en fantastisk sanger.
Bestormet af håbefulde
Til daglig er Alex Nyborg Madsen musikchef på P3 og P4. Alligevel er det ikke håbet om at opdage morgendagens stjerner, der har trukket ham til Musikhuset i Århus.
- Jeg er her mest for at mingle og møde nogle mennesker fra branchen. Jeg er godt nok blevet bestormet af bands, der har villet give mig deres demo-CD. Hver gang har jeg sagt det samme: Jeg vil gerne have det og lytte til det, men ikke i dag, smiler Alex Nyborg Madsen, som fredag så en paneldiskussion om tilstanden i det danske musiklandskab.
- I modsætning til nogen af paneldeltagerne, synes faktisk, at det går ret godt med dansk musik, siger musikchefen og fremhæver SPOT som en god løftestang.
- Det er et fedt arrangement, og det viser, at der er stor opbakning bag musikken, også fra udlandet. Det er også rart at se, at SPOT ikke er så hemmeligt og snævert, som det var engang, siger Alex Nyborg Madsen, før han går til sin anden Teitur-koncert på to dage.
Andreas Hald |
|
|
|
|
|