Nyheder  
Anmeldelser  
Bands  
Program - fredag
Program - lørdag
Foredrag/debat  
Fotoudstilling  
Øvrige indslag  
Konferenciers  
Åbningsaften  
SPOT på Belgien  
SPOT på Norge  
SPOT-historie  
Billetsalg  
De skriver også om SPOT  
Kontakt  
Nyhedsbrev
Tak til  
Zaki: En rapper med visioner4. Juni, 2004
 
Den dansk/egyptiske rapper Zaki er et af hiphop navnene på årets SPOT-festival.
Han blander reggae, hiphop og arabisk skønsang i sin musikalske smeltedigel. I løbet af efteråret er han aktuel med sit andet album, men først lægger han vejen forbi SPOT.

Har du forberedt et specielt show til SPOT-festivalen?
- Jeg har taget nogle nye musikere med, fordi jeg gerne ville lave noget specielt. Jeg har en sangerinde, der hedder Little Tasha med, der tidligere var med i rapgruppen No Name Requested sammen med Ms. Mukupa. Så er der DJ Orgasm, og en guitarist, som jeg har spillet med i verdensorkesteret Oriental Mood. Jeg kan godt lide, at der kommer nogle skæve input, så det ikke bare er det klassiske DJ/rapper-setup og en masse folk, der står og råber. Jeg prøver at være åben og ikke tænke over hvad, det kommer til at blive, men mere, hvad jeg har lyst til at lave.

Tænker du over, at der er musikjournalister fra flere lande på SPOT?
- Egentlig ikke. Det er jo altid vigtigt at give folk en god oplevelse. Og når jeg står og spiller, kan jeg jo ikke se på folk, om de er producere eller musikjournalister. Men jeg tænker altid på at fyre den af, og give folk en god oplevelse.

Du eksperimenterer med udtryk fra både hiphop, ragga og verdensmusik. Hvilke musikere er du inspireret af?
- Jeg er mere inspireret af de ting, der foregår i Frankrig, end af dansk rap. Folk som Saïan Supa Crew og Le Peuple De L’Herbe.

Dansk hiphop har jo haft meget kommerciel succes de seneste par år. Hvad tror du, det betyder for den danske hiphopscene?
- Jeg synes det er fedt, at der er nogle mere mainstream folk, der åbner dørene lidt. Jo mere hiphop folk hører, jo mere åbne er de for nye genrer som f.eks. dancehall. Men Danmark er bare et par år bag efter rent musikalsk. Folk som R. Kelly og Timberland har jo brugt arabisk musik i deres produktioner i flere år...

Du er igang med at indspille et nyt album. Fortæl lidt om det.
- Jeg har indspillet otte numre. Men så skete der det, at min computer blev konfiskeret af politiet. Det var meningen, at albummet skulle have været færdig nu. Men albummet kommer ud i løbet af efteråret. Og jeg vil gerne have det mere bredt ud, så det også kan blive spillet i radioen. Og jeg vil også gerne have det ud internationalt. Jeg tror, min musik har en stor appeal i f.eks. Tyskland og Frankrig.

Nanna Balslev





ROSA - Dansk Rock Samråd SPOT10 Mail: rosa@rosa.org